GROUP DYNAMICS

(Scroll down for Danish)

Throughout Peter Ravn's practice, a preoccupation with the individual's place in relation to the group has been central and has come to the fore as a physical, bodily presence. Ravn creates paintings based on investigating the interface between the autonomous body and a mutually dependent communal body. The works can be considered frozen snapshots, showing bodies in various stages of tension and relaxation, and exploring what happens when the boundaries between bodies are partially dissolved.

Formally, Ravn works with classic oil colours, applying the paint 'wet in wet' ('alla prima'). With broad brushes and rough strokes, he simplifies parts of his motifs during the painting process, sometimes giving the impression that there are several planes in the same painting. Each work can thus contain a stylised and condensed, almost hyper-realistic plan, where the anatomy is explained in detail. In terms of motifs, Ravn's anonymous, uniformed men are seen in the new works as a group of floating figures, caught in a movement that occasionally forms a pattern. Hustling, pushing, fighting, tangled bodies, kicking limbs, shoes spiking in every direction. Living hands emerge from white shirt sleeves or dark suits as representatives of the body's outer limit and where the thin skin barrier most clearly testifies to the flesh, which shines through in the palette.

Here there are interweavings of agile bodies, which create a spatial formation on the surface of the painting. Both in works that show the almost violent intimacy that can arise when several people want the same thing in too little space, and in other works that show the group when it exhales and the individual bodies find peace or rest in the community - the group's body.

Ravn's sources of inspiration range from 20th-century film iconography to bodily expressions and choreography in modern dance. While creating the new works, Ravn has partly sought inspiration from the American choreographer and dancer Martha Graham, who with her 'contraction and release' technique works with the two extremes of the body, which also describes the body's breath. Ravn's mission is not the dance of modern ballet, but observations of the body's dynamic poses. When watching the ballet Lamentation, which Martha Graham created and performed in New York City in 1935, it is not difficult to see the inspiration: Raven uses the suit – Western civilisation's elegant envelope of expectation of acceptance and self-control – to describe the body's pent-up impulses and emotions, Graham in Lamentation is wearing a body-length elastic sheath where only the head can be seen. In both cases, the body's limitations are made visible in the stretching of the textile.

The entanglement of bodies can be disturbing because it can be read both as involuntary and claustrophobic and as a community, a mutual dependence. Is the collective common body a nightmare or an ideal? Ravn does not answer but lets us explore the boundaries between the self and the others.

______________________

Gennem hele Peter Ravns praksis har en optagethed af individets plads i forhold til gruppen været central og er kommet til udtryk som et fysisk, kropsligt mellemværende. Ravn har til udstillingen skabt en serie oliemalerier, der tager udgangspunkt i en undersøgelse af grænsefladen mellem den autonome krop og en gensidigt afhængig fælleskrop. De nye malerier kan opfattes som frosne snapshots, der viser kroppe i forskellige stadier af spænding og afspænding, og en udforskning af, hvad der sker, når grænserne mellem kroppe bliver delvist opløst.

Formelt arbejder Ravn med det klassiske oliemaleri og maler 'vådt i vådt' ('alla prima'). Med brede pensler og grove strøg forenkler han dele af sine motiver undervejs i maleprocessen, hvilket til tider giver et udtryk, som om der eksisterer flere plan i samme maleri. Hvert enkelt værk kan således rumme såvel et stiliseret som et fortættet, nærmest hyperrealistisk plan, hvor der er redegjort minutiøst for anatomien.

Motivmæssigt ses Ravns anonyme, uniformerede mænd i de nye værker som en gruppe af flydende figurer, fanget i en bevægelse, der af og til danner et mønster. Masende, skubbende, stridende, sammenfiltrede kroppe, sparkende lemmer, sko, der stritter i alle retninger. Levende hænder kommer ud af hvide skjorteærmer eller mørke jakkesæt som repræsentanter for kroppens yderste grænse og det sted, hvor den tynde hudbarriere tydeligst vidner om kødet, som skinner igennem i paletten. Her optræder sammenvævninger af adrætte kroppe, som skaber en rumlig formation på maleriets flade. Både i værker, som viser den næsten voldelige intimitet, som kan opstå, når flere vil det samme på for lidt plads, og i andre værker, der viser gruppen, når den ånder ud og de enkelte kroppe finder ro eller hvile i fællesskabet – gruppens krop.

Ravns inspirationskilder spænder fra det 20. århundredes filmikonografi til kropslige udtryk og koreografi i moderne dans. Under arbejdet med de nye værker har Ravn blandt andet søgt inspiration hos den amerikanske koreograf og danser Martha Graham, som med sin ‘contraction and release’-teknik arbejder med de to kropslige yderpunkter, som også beskriver kroppens åndedrag. Ravns ærinde er ikke den moderne ballets dans, men iagttagelser af kroppens dynamiske positurer. Når man ser balletten Lamentation (klagesang), som Martha Graham skabte og opførte i New York City i 1935, er det ikke svært at se inspirationen: Hvor Ravn bruger jakkesættet – den vestlige civilisations elegante hylster af forventning om medgang og selvkontrol – til at beskrive kroppens indestængte impulser og følelser, er Graham i Lamentation iført et kropslangt elastisk hylster, hvor kun hovedet kan ses. I begge tilfælde synliggøres kroppens begrænsninger i tekstilets udspændinger.

Kroppenes sammenfiltring kan være foruroligende, for den kan både læses som ufrivillig, klaustrofobisk, og som et fællesskab, en gensidig afhængighed. Er den kollektive fælleskrop et mareridt eller et ideal? Ravn svarer ikke, men lader os være med i sin udforskning af grænserne mellem jeget og de andre.