HIS OWN FALL – KANT GALLERY
Når man træder ind i Peter Ravns univers, befinder man sig i et grænseland mellem melankoli og humor. Forkærligheden for det klassiske maleri er tydelig, og Ravn dyrker figurationen virtuost i en stram palet. Selvom motiverne er umiddelbart genkendelige, rummer værkerne imidlertid altid noget surreelt, der udfordrer beskueren. Det kan ligge i figurernes stilling eller bevægelse, eller i beskrivelsen af rum og landskab, der umiddelbart synes naturalistiske, men ved nærmere eftersyn fremstår som uvirkelige drømmesteder.
Peter Ravn, der oprindelig er uddannet fra Arkitektskolens institut for design, debuterede som billedkunstner i 2004, men har i mange år arbejdet med sit innovative billedsprog i visionære pladecovers og musikvideoer samt ikoniske beklædningsdesigns.
Ravn har som billedkunstner hidtil alene haft oliemaleriet som sin udtryksform. Dette udfordrer han nu med en tilføjelse af tredimensionelle værker.
I sine malerier fremmaler han med en karakteristisk kontrol af spændvidden fra højlys til den mørke skygge illusionen om mænd og landskaber i spektakulære positurer – kravlende, liggende, faldende. Konfronterende synsvinkler og tætte beskæringer skaber et filmisk drama, som man uvægerligt føler sig delagtig i.
Udstillingen i KANT har fået titlen “HIS OWN FALL” – altså ikke hans egen fejl, men hans eget fald.
I de nyeste malerier er faldet både reelt og metaforisk. Her ser vi manden, der slæber sig afsted de sidste meter før et kollaps; manden, der med skosålerne imod himlen er på vej ned i noget, som vi ikke ser og manden, der med stadig sprællende ben, akkurat er landet på ryggen.
Baggrunden i de nye værker er ofte en tilsyneladende øde og ubeboet jordoverflade, af og til med en abstrakt afgrænsning i form af en eller flere linjer. Indimellem er mændenes baggrund et topografisk landskab med få uidentificerbare bebyggelser. Linjerne udgøres her af veje og stier, forgreninger og netværk af forbindelser, som synes at have haft en betydning engang, men ikke længere spiller nogen rolle.
Vi kan i de enkelte malerier ikke se, hvad der har forårsaget faldet. Man kan lade sig falde for eksempel i andres favn – eller i religiøs forstand i Guds hænder – og derved give slip på kontrollen og styringen. Vi kan tilmed på forskellig vis med vilje opsøge fornemmelsen af og suset ved friheden fra ansvar. Også kriser i form af stress, afskedigelser og sygdom omtales af og til i metaforisk forstand som fald, der kan medføre oplevelsen af, at identiteten er truet.
Peter Ravns mænd er klædt i jakkesæt, hvide skjorter og blanke sko. De er anonymitetens mænd, og dog ligger der i deres beklædning et signal om, at de besidder og bestrider magt. De er autoriteter; det er dem, vi normalt sætter vores lid til eller identificerer os med, hvide skjorter eller ej. Her er de ensomme, alene, i deres fald. Deres tvivl, sårbarhed og fiaskoer vender de indad – det er deres egen skyld, deres eget fald.
Det sproglige twist i titlen viser således en stærk forbindelse mellem faldet og den individualiserede skam, men indikerer samtidig muligheden for en forløsning i at tage faldet på sig, gøre det til sit eget.
Ravn har til udstillingen udformet tre skulpturer på sokler. Originale Lodenfrakker er blevet skåret op og sat sammen påny, hvorefter stofstykkerne med stor akkuratesse og tæthed er blevet klæbet til en forarbejdet form med krops- og landskabsagtige kurver og linjer. Man genkender de læderbetrukne knapper, og et sted i det kuperede hårdt udspændte filtlandskab er der en sprække fra det lodne, uldne ind til det blanke foer. Ærmer, frakkeskød og forskelligartede kanter er foldet over og under hinanden, og de oprindelige linjer fra lommer, slidser og ryggens klassiske wienerlæg bliver med deres overlapninger, nye diagonallinjer og jagtgrønne farveforskelle til et slags ubeboet og forladt landskab, en fysisk manifestation af nogle af Ravns foretrukne temaer.
Der løber en foruroligende understrøm af eksistentiel uro i Ravns motiver, men også et løfte om en anden vej. Ofte er der, samtidig med den dybe alvor og indlevelse, også en boblende ironi, der trænger sig på – som en underliggende bevidsthed om livets absurditet. Og måske en påmindelse om, at sammenbrud og krise ikke kun er forbundet med smerte, men også med frihed.
Peter Ravn har i mange år gjort sig bemærket med soloudstillinger på danske og udenlandske gallerier, men også i gruppeudstillinger på museer og udstillingssteder. Han er repræsenteret i adskillige private nationale og internationale samlinger, og til efteråret er han inviteret til sin første større soloudstilling på en dansk kunstinstitution, udstillingsstedet Munkeruphus